Af Thomas Breinstrup, 
DIUs sekretær 

Der må være grænser

Hvor går grænsen for interlingua?

Spørgsmålet kom fra en journalist - måske med velberåd hu, eftersom interlinguas arbejdsmotto jo netop er communication sin frontieras (kommunikation uden grænser). I alle tilfælde uden geografiske grænser.

Men grænsen i øvrigt? Hvor langt skal man gå i bestræbelserne for at bruge interlingua?

Min egen grænse går til talen om at lade interlingua erstatte nationalsprogene. Det er ingenlunde meningen med interlingua, hvilket også ligger i sprogets motto. Vi skal altid blive ved med at tale dansk sammen, ligesom vi bestemt skal blive ved med at tale dansk i f.eks. EU, når dansk nu er officielt EU-sprog.

Men interlingua kommer ind, så snart de mennesker, som man ønsker at kommunikere med, ikke forstår dansk - og den slags findes trods alt i rigt mål... Så snart sprogbarriererne rammes, træder interlingua til. Så yder sproget sit bedste til communication sin frontieras.

Husk på, at interlingua - i modsætning til alle nationale sprog, som rummer et væld af irriterende uregelmæssigheder i brugen af ord og i alle bøjningerne - på grund af sin helt regelmæssige grammatik og sit (ofte) i forvejen kendte internationale ordforråd kan læres på en brøkdel af den tid, som man normalt skal investere i at beherske et fremmedsprog. Og så bliver fremmedsproget normalt alligevel langtfra mestret i alle detailler. Interlingua kan læres på rekordtid, og - frem for alt - det kan bruges fra dag 1, fordi man ikke behøver at bekymre sig om indviklet grammatik men kan koncentrere sig om at lære de ord, som man har brug for.

Og hvorfor i alverden skulle f.eks. briterne have alle trumfkortene i en forhandling, når danskere forsøger sig på mere eller mindre gebrokkent engelsk for at vise deres høflighed? Det er her, interlingua kommer til. Når mulighederne for at bruge dansk slipper op, slår man over i interlingua, og så kan alle parter mødes på neutral grund - men vel at mærke neutral og internationalt forståelig grund, hvor ingen samtale mister nuancer, men hvor man tværtimod opnår at kunne kommunikere direkte uden tidskrævende og koncentrationsforstyrrende mellemled som tolke og (for papirarbejdets vedkommende) oversættere.

Det er communication sin frontieras - og det er communication directe sin frontieras. For, som et mobiltelefonselskab rigtigt slår til lyd for, samtale fremmer forståelsen. Og fjerner grænser.